Page 285 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

at den var besmittet med Blod, væmmedes han ved dens
Udseende og afholdt sig fra at drikke af det forpestede Vand.
Angantyr var nemlig falden ud i Åløbet og havde farvet
Vandet således med sit røde Blod, at det ikke så' ud som
Vand, men som en rød Vædske, og Stærkodder holdt det
derfor for hæderligere at miste sine Kræfter end at styrke
dem med så led en Drik. Skjønt hans Kræfter næsten var
slupne op, krøb han derfor på sine Knæ hen til en stor Sten,
der lå i Nærheden, og lagde sig for en stakket Stund med
Ryggen lænet op ad den; man ser endnu en Hulhed i Stenens
Overflade, som om Vægten af den liggende Mands Legeme
havde sat et tydeligt Mærke i den. Det Mærke tror jeg nu
dog er kunstig frembragt af Mennesker, thi det tykkes mig
hartad utroligt, at en Sten, der er så hård, at den ikke er til at
skære i, således skulde kunne blive blød som Vox, at blot
det, at en Mand rørte ved den, idet han lænede sig til den,
skulde være nok til, at man kunde se, at et Menneske havde
siddet der, og til at gjøre den hul for bestandig.
En Mand, som kom kjørende forbi i en Vogn og så'
Stærkodder bedækket med Sår næsten over hele Kroppen,
blev i lige høj Grad skrækslagen og forbavset ved dette Syn;
han drejede af og kjørte hen til ham og spurgte, hvad Løn
han kunde vente, i Fald han tog sig over at helbrede hans
Sår. Stærkodder vilde nu hellere pines af sine svare Vunder
end tage imod Hjælp af lumpne Folk, og han vilde derfor
have Besked om Mandens Herkomst og hvad han levede af.
Da han hørte, at han gjorde Tjeneste som Bysvend, lod han
det ikke være nok med at foragte ham, men gav sig til at
skjælde ham Huden fuld, fordi han satte al Hæder og Ære til
Side og gav sig af med sådan en smudsig Bestilling,
besmittede hele sit Liv med Vanære, holdt Fattigfolks
Fortræd for egen Vinding, aldrig troede på nogens Uskyld,
stadig var rede til at rejse uretfærdig Anklage imod alle og
enhver, aldrig var gladere, end når der vederfores andre
-279-