Page 287 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

thi Folk, som ikke kjendte til anden Vinding end den, de
erhvervede sig i deres Ansigts Sved, måtte visselig synes at
fortjene deres Livs Ophold ved ærligt Arbejde; han holdt
også for, at Bondelivet med Rette burde foretrækkes for den
mest glimrende Velstand, eftersom dets sunde og herlige
Frugter sås at være fremspirede og udviklede i et tarveligt
Livs Skjød, lige langt fra Pragt og Usselhed. Han vilde
imidlertid ikke undlade at skjænke den unge Mand en Gave
for hans Venlighed og gav ham derfor Kåben, han havde
kastet over Tornebuskene, som Løn for den Agtelse, han
havde vist ham. Bondesønnen kom da helt hen til ham,
lagde de Dele af Maven, der var bleven afrevne, på Plads
igjen og bandt de udfaldne Indvolde op med Vidjer. Derpå
lagde han den gamle Mand op i Vognen og kjørte ham med
den største Ærbødighed tilbage til Kongeborgen.
Imidlertid begyndte Helga at tale sin Mand til med såre
varsomme Ord. Hun vidste, sagde hun, at Stærkodder, så
snart han kom tilbage efter at have overvundet Kæmperne,
vilde revse ham, fordi han ikke havde givet Møde; han vilde
være af den Formening, at han mere havde givet efter for
Fejghed og Lyst end holdt, hvad han havde lovet med
Hensyn til den aftalte Kamp. Han burde derfor drabelig
sætte sig til Modværge imod ham, thi dem, der viste sig
tapre, plejede han at skåne, de fejge derimod hadede og
afskyede han. Helge agtede ikke mindre på, hvad hun
rådede ham til, end på, hvad hun forudsagde ham, og gjorde
sig stærk både på Legeme og Sjæl, opsat på at vise Mands
Mod og Hjærte. Da Stærkodder kom til Kongeborgen,
sprang han uden at ænse den Smerte, hans Sår voldte ham,
hurtig af Vognen, slog Døren til Brudekammeret ind med
Næven og brød derind, som om hans Legeme var uskadt fra
Top til Tå. Helge sprang da, som hans Hustru havde rådet
ham, ud af Sengen og huggede ham med Sværdet i Panden,
og da det så' ud til, at han vilde til at svinge Sværdet igjen,
-281-