Page 291 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

hadede al Umådeholdenhed, thi den gav sig ingen Sinde Tid
til i nogen Måde at lægge Vind på Overdådighed, men satte
altid Vellyst til Side og gav Dyden den Ære, der tilkom den.
Da han derfor så', at de gamle mådeholdne Sæder og al god
og gammel Skik blev lagt øde af nymodens Yppighed og
Overdådighed, vragede han de kostelige Spiser og bad om
noget, der bedre passede for en Bonde. Idet han således
foragtede Frådseri, nøjedes han med røget og harsk Mad og
stillede sin Sult med den største Velbehag, jo tarveligere
Maden var, for ikke at svække den sande Tapperheds Kraft
ved at besmitte den med udenlandsk Vellysts falske
Liflighed eller opgive den gamle Tarvelighed for nymodens
Forgudelse af Ganen. Han var for øvrigt også vred over, at
en og samme Slags Kjød blev anrettet både stegt og kogt
ved samme Måltid, thi han holdt den Mad for
vederstyggelig, som var gjennemtrukken med Køkkenos og
som Dyrefederens Kunst havde indgnedet med mange
forskjellige Blandinger. Ingild derimod lod hånt om de
Forbilleder, Forfædrene havde givet, og tog sig større Frihed
i Henseende til at ændre Bordskikkene, end de fra Fædrene
arvede Sæder tillod, thi da han først havde givet sig
Tysklands Sæder i Vold, skammede han sig ikke ved at give
efter for dets kvindagtige Yppighed. Ikke så lidt Næringsstof
for Overdådighed har vort Fædreland fået i sig fra den
Mudderpøl. Derfra kom de kostelige Retter, de fine
Køkkener, Kokkenes skidne Bestilling og alle Slags
modbydelig Pølsemad; derfra kom den Tøjlesløshed i
Klædedragt, vi har optaget, idet vi afveg fra den af Fædrene
anviste Vej. Således har vort Land, der opelskede Mådehold
som en medfødt Egenskab, tigget sig Overdådighed til hos
sine Naboer, og dens Tillokkelser havde således betaget
Ingild, at han ikke holdt det for Skam at gjengjælde Uret
med Velgjerninger, og at Tanken om hans Faders ynkelige
Død ikke afnødte ham et bittert Suk.
-285-