Page 292 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Dronningen vilde imidlertid ikke bryde op uden at have
opnået sin Hensigt, og i den Tro, at hun bedst vilde kunne få
Bugt med den gamle Mands Vrede ved Hjælp af Gaver, tog
hun af sit eget Hoved et herlig forarbejdet Hovedbind og
lagde det i hans Skjød, medens han sad og spiste, ivrig efter
at kjøbe hans Velvilje, da hun ikke formåede at sløve hans
Tapperhed. Stærkodder, hvis Harme over Fornærmelsen
endnu ikke havde lagt sig, kastede hende Gaven i Ansigtet,
thi det tyktes ham, at den Gave mere bar Vidne om Foragt
end om Ærbødighed; og klogt var det af ham, at han ikke
anbragte denne usædvanlige Kvindeskrud på sit arrede
Hoved, der var vant til Hjælmen, vel vidende, at en Kvindes
Pandebånd ikke bør sættes på en Mands Hoved. Således
hævnede han sig på hende, fordi hun havde afvist ham, ved
til Gjengjæld at afvise hende, lønnede Ringeagt med
Ringeagt og viste sig næsten lige så stor i den Hævn, han
tog over Forsmædelsen, som han havde vist sig i den Måde,
hvorpå han bar den. Den gamle Krigers Sjæl, der var knyttet
til Mindet om Frode med så mange uløselige Venskabsbånd
og eggedes ved alle de mange og store Velgjerninger, den
afdøde Konge havde vist ham, kunde ikke ved nogen Slags
lokkende Smiger forføres til at opgive den Hævn, han havde
foresat sig, men selv efter Kongens Død var han opsat på at
yde ham den Tak, han skyldte ham for hans Velgjerninger,
og at lønne den Godhed, han havde modtaget af den afdøde,
hvis kjærlige Sind og gavmilde Venskab han havde nydt
godt af, medens han levede. Så dybt bar han nemlig det
sørgelige Billede af Frodes Drab indgravet i sit Hjærte, at
Ærbødigheden for den berømmelige Høvding ikke kunde
udrives af hans Sjæls Inderste, og at han af den Grund ikke
betænkte sig på at give det gamle Venskab Fortrinet fremfor
den nuværende Velgjerning. Hertil kom, at Mindet om den
tidligere Forsmædelse ikke gjorde ham det muligt at føle
nogen Taknemlighed for den påfølgende Venlighed, da han
ikke kunde glemme den Tort, hans krænkede Æresfølelse
-286-