Page 286 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

noget sørgeligt, og aldrig gjorde sig mere Flid med nogen
Ting, end når det gjaldt om lumskelig at udspejde, hvad alle
andre tog sig for, og svigefuldt søge Lejlighed til at gå i
Rette med uskyldige Menneskers Måde at være på. Da
Bysvenden var kjørt, kom der en anden, som ligeledes tilbød
Hjælp og Lægedom; ham bød Stærkodder også ligesom den
forrige gjøre Rede for sine Vilkår, og han sagde da, at han
var gift med en anden Mands Trælkvinde og gjorde
Markarbejde for hendes Herre for at kjøbe sin Kone fri.
Heller ikke hans Hjælp vilde Stærkodder vide noget af at
sige, fordi, sagde han, han burde skamme sig over sit
Ægteskab, eftersom det var en Trælkvinde, han havde giftet
sig med; havde der været nogen Ære i ham, vilde han i det
mindste have holdt sig for god til at pleje Omgang med
anden Mands Trælkvinde, men delt sin Ægteseng med en
fribåren Kvinde. Hvor store Tanker må vi ikke gjøre os om
denne Mands Højsind, eftersom han, skjønt han befandt sig i
den største Livsfare, viste sig lige så stor i Henseende til at
vrage Hjælp, som han havde vist sig i Henseende til at tage
imod Sår! Da Manden var gået, kom en Kvinde forbi; hun
gik hen til Stærkodder og vilde aftørre hans Sår, men han
bød hende først gjøre Rede for sin Herkomst og hvad hun
tog sig for, og hun sagde da, at hun var Trælkvinde og
plejede at arbejde i Møllen. Da Stærkodder fremdeles
spurgte, om hun havde Børn, og hun svarede, at hun havde
et Pigebarn, bød den gamle hende gå hjem og give sin
skrålende Tøs Bryst, thi han holdt det for ganske utilbørligt
at tage imod Hjælp af en Kvinde af den laveste Stand; han
vidste også, at hun duede bedre til at nære sit eget Kjød og
Blod med Mælk end til at læge andre Folks Sår. Da hun var
gået, kom en ung Mand kjørende. Da han så' Oldingen, kom
han hen og vilde forbinde hans Sår, og da Stærkodder
spurgte ham, hvem han var, svarede han, at han var en
Bondesøn og selv gjorde Bondearbejde. Stærkodder priste
hans Herkomst og sagde, at hans Gjerning var al Ære værd,
-280-