Page 283 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

begge Parter nåede Vejende på én og samme Tid og mødtes
ved Ingilds Hus. Da Stærkodder nu der, som om han kunde
være en af Tjenerne, gik langs ad Bordene, hvor Gjæsterne
sad bænkede, opmuntrede de før omtalte ni Mand hverandre
til den forestående Kamp, idet de med hæslige Lader
udstødte gruelige Hyl i Munden på hverandre og rendte
frem og tilbage som Gjøglere, ja, der er dem, som siger, at
de gjøede ad den nys ankomne Kæmpe som olme Hunde.
Stærkodder skjældte på dem, fordi de skabte sig så latterlig
ved at skære Ansigter og gjorde sig til Nar ved således at
tage Munden fuld og gabe op; det var fra sligt, sagde han, at
kvindagtige Mænd i deres tøjlesløse Blødagtighed fik deres
frække Liderlighed. Da han så blev spurgt, om han havde
Mod til at slås, svarede han, at de kunde stole på, at han
havde Kræfter til at tage det op ikke blot med én, men med
så mange, de vilde stille imod ham, og da de ni hørte det,
gik det op for dem, at det måtte være ham, som de havde
hørt vilde komme langvejs fra for at hjælpe Helge. For at
Brudekammeret kunde være under så meget sikrere
Bevogtning, påtog Stærkodder sig nu også frivillig at holde
Vagt ved det, og efter at have trukket Døren til, skød han et
Sværd for i Stedet for Slå og stillede sig så selv på Post og
sikrede således Brudeparrets Nattero. Da Helge vågnede og
havde fået Søvntungheden rystet af sig, kom han i Tanker
om sit Løfte og iførte sig sine Hærklæder, men da han så', at
der endnu var en stakket Stund igjen, før den mørke Nat var
leden, og han vilde vente til Daggry, lagde han sig atter i
Sengen og gav sig til at gruble over den farlige Sag, der var
så nær for Hånden, og så listede Søvnen sig atter over ham i
sin Sødhed, så at han faldt i en dyb Slummer. Da
Stærkodder ved Daggry kom ind og fandt ham sovende i sin
Hustrus Arme, vilde han ikke forstyrre ham i hans søde
Søvn ved barsk og brat at rive ham ud af den, for at det ikke
skulde se ud, som om han vækkede ham af Fejghed og
således afbrød deres ny søde Pagt. Han holdt altså for, at det
-277-