Page 289 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Slægtleds Konger var han vant til at blive holdt i den højeste
Anseelse. Da Dronningen kom ind og så' ham bedækket
med Smuds og iført simple og snavsede Bondeklæder, fik
hans hæslige Udseende hende til at tage sig det alt for let
med at danne sig en Mening om Gjæsten, hun dømte
Manden efter Klæderne, skjældte ham ud for hans Dumhed,
at han havde taget Sæde over sine Overmænd og taget en
Plads, han med sine Bondeklæder var uværdig til, og bød
ham rømme den, for at han ikke skulde røre ved Hynderne
med sine Klæder, der var uslere, end sømmeligt var. Hun tog
nemlig i sin Uvidenhed om, at stundom lyser Sjælen
herligere i et Højsæde end Klæderne, det for Dumhed og
Frækhed, som han gjorde af Stolthed. Den tapre gamle
Mand adlød, skjønt han blev fortrydelig over således at blive
vist af, slugte med udmærket Selvbeherskelse
Fornærmelsen, som hans Tapperhed så lidet havde fortjent
og bar den Tort, der tilføjedes ham, uden at svare eller kny.
Helt kunde han dog ikke skjule sin bitre Harme. Idet han
nemlig rejste sig og gik ned i den nederste Ende af Hallen,
kastede han hele sit Legemes Vægt så voldsomt imod
Væggenes Egebjælker, at Huset var lige ved at ramle
sammen ved den umådelige Rystelse, Bjælkerne fik. Således
gav han med ubønhørlig Strænghed sin Harme Luft over for
Dronningens fornærmelige Ord, opbragt ikke blot over, at
han var bleven vist af, men også over den Tort, at hun havde
revet ham i Næsen, at han var fattig. Da Ingild kom hjem fra
Jagt, tog han ham nærmere i Øjesyn, og da han så', at han
hverken så' sig fornøjet om eller viste ham Ærbødighed ved
at rejse sig, skjønnede han af Rynkerne i hans Pande, at det
var Stærkodder. Da han nemlig så' den hårde Hud,
Krigerlivet havde givet hans Hænder, Arrene foran på
Brystet og den hvasse Kraft i hans Blik, gik det strax op for
ham, at en Mand, hvis Legeme bar Mærker af så mange Sår,
ikke kunde have en svag Sjæl. Han skjændte derfor på sin
Hustru og formanede hende strængt til at lade sin
-283-