Page 288 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

opsat på at give ham et Sår til, sprang Helga skyndsomst ud
af Sengen, greb et Skjold og holdt det for og frelste således
den gamle Mand fra den truende Død, thi Helge hug så
drabelig til, at hans Sværd kløvede Skjoldet helt ned til
Skjoldhulen. Således kom denne prisværdige Kvinde sin
Ven til Hjælp med sin Snildhed og skjærmede med sin Hånd
den, hun havde vildt Fortræd med sit Råd, og som hun
værnede sin Husbond med Råd, værnede hun Oldingen med
Dåd. Dette bevægede Stærkodder til at skjænke Helge
Liver; når en Mand ved tydelige Beviser på Tapperhed lagde
Mod og Mands Hjærte for Dagen, burde han spares, sagde
han; thi den, hvis ædle Sjæl udmærkede sig ved sådant Mod
til at værge for sig, havde ingenlunde fortjent Døden.
Stærkodder vendte tilbage til Sverige, inden der endnu var
bleven gjort noget for at helbrede hans Sår med Lægemidler,
og inden der var kommet Ar på noget af dem. Dér var
Halfdan bleven dræbt af sine Medbejlere, og efter at have
kuet visse Folks Oprør indsatte Stærkodder hans Søn
Sigvard som Arving i hans Faders Herredømme. Hos ham
blev han en Stund, men da det Rygte bredte sig, at Ingild,
den svigefuldt dræbte Frodes Søn, var så lavsindet, at han i
Steden for at straffe sin Faders Drabsmænd viste dem
Godhed og Venskab, blev han, da han hørte det, optændt af
Harme over så gruelig en Brøde, og i sin Sorg over, at en
Yngling med så herlige Anlæg havde glemt, at han var Søn
af så berømmelig en Fader, tog han en stor Sæk Kul på
Nakken, som om det var en kostelig Byrde, og begav sig på
Vej til Danmark. Når Folk, han mødte på Vejen, spurgte,
hvorfor han bar på sådan en usædvanlig Byrde, svarede han,
at de Kul vilde han bruge til at hvæsse Kong Ingilds
Sløvhed med. Ad korte Gjenveje tilendebragte han hurtig sin
Rejse, over Hals og Hoved, så at sige i ét Åndedræt, og da
han omsider kom til Ingilds Hus, gik han, som han havde for
Skik, op og satte sig på de ypperstes Bænk, thi hos det sidste
-282-