Page 376 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

og at Guden, som fordum havde været ham så huld, nu
havde påtaget sig en anden Skikkelse for enten at komme
ham til Undsætning eller unddrage ham sin Hjælp. Han
begyndte da strax ivrig at bønfalde ham om at lade den
afgjørende Sejr tilfalde Danskerne, som han før havde været
huld, og at øve sin Velgjerning imod dem fuldt ud, så Enden
kom til at svare til Begyndelsen, og til Gjengjæld lovede han
at vie alle de faldnes Sjæle til ham. Men Brun lod sig ingen
Måde bevæge af hans indtrængende Bønner, han stødte
pludselig Kongen ud af Vognen, så han styrtede til Jorden,
rev i Faldet hans Kølle fra ham, svang den mod hans Hoved
og dræbte ham med hans eget Våben. Omkring Kongens
Vogn lå der utallige Lig af slagne Kæmper, den uhyggelige
Dynge gik helt op over Hjulene, ja, Lighoben nåede helt op
til Vognstangen. Af Rings Hær var der nemlig faldet henved
tolv Tusind Ædlinger og af Haralds henved tredive Tusind
for ikke at tale om de mange af Almuen, der havde måttet
lade Livet.
Da Ring spurgte, at Harald var død, gav han Tegn til, at hans
Fylking skulde opløses, og bød sine Mænd holde inde med
Kampen. Derpå sluttede han Fred og Stilstand med
Fjenderne efter at have mindet dem om, at nu, da de havde
mistet deres Høvding, var det ørkesløst at kæmpe længer, og
så bød han Svenskerne søge rundt omkring i de hulter til
bulter liggende Dynger af Lig efter Haralds, for at det
kongelige Lig ikke skulde gå glip af de Gravofre, der tilkom
det, og Folk begyndte da ivrig at lede imellem Ligene. Der
gik en halv Dag med at søge efter det, og da det omsider
blev fundet tillige med Køllen, lod Ring for at forsone
Haralds Ånd, Hesten, han red på, spænde for Kongens
Stridsvogn, prydede den med et gyldent Sadeldækken og
indviede den til ham. Derpå aflagde han højtidelige Løfter
og tilføjede en Bøn om, at Harald på den Ganger måtte ride
til Underverdenen forud for dem, der havde fulgt ham i
-370-