Page 378 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

hans Forfædres Berømmelse som af Krigernes Hyldest. Han
stævnede derfor Hed til sig og nødte hende mere ved Trusler
end ved Våbenmagt til at afstå alle de Landsdele, hun rådede
over, med Undtagelse af Jylland, og Jylland gjorde han
endda skatskyldigt for ikke at give en Kvinde fri Rådighed
over et Rige. Han avlede nu også en Søn, som han gav
Navnet Omund. Men så forfaldt han til Grumhed og blev så
uretfærdig en Konge, at alle de, som tidligere havde fundet
det forsmædeligt at lade sig beherske af en Dronning, nu
fortrød, at de havde skammet sig over at stå under hende, og
tolv Høvdinger begyndte at lægge Råd op imod hans Liv,
hvad enten det nu var deres Fædrelands Ulykke, der drev
dem dertil, eller de af anden Grund var fjendtlig sindede
imod Ole. Blandt dem var Hlenne, Atyl, Thott og Vithne, af
hvilke den sidst nævnte var af dansk Afstamning, skjønt han
var Høvedsmand over Slaverne. Da de ikke stolede på, at
deres egne Kræfter eller Kløgt vilde forslå til den Dåd, fik
de for Penge Stærkodder til at være med. Han lod sig
overtale til at øve Dåden med sit Sværd og besluttede for at
røgte det blodige Hverv, han havde påtaget sig, at angribe
Kongen, medens han var i Bad. Han gik ind til ham, medens
han var ved at tvætte sig, men blev strax slået af hans hvasse
Blik og hans Øjnes stadige Bevægelighed og flimrende
Glans, hans Lemmer lammedes af hemmelig Angst, han
standsede, trådte et Skridt tilbage og lod Hånden synke og
opgav sit Forsæt. Således kunde han, der havde trådt så
mange Høvdingers og Kæmpers Våben under Fødder, ikke
udholde en enkelt våbenløs Mands skarpe Blik. Men Ole,
som godt vidste, hvilken Magt hans Åsyn havde, tilhyllede
det og bød ham trine nærmere og melde, hvad han havde at
melde, thi han var på Grund af gammelt Stalbroderskab og
lange Tiders fortrolig Omgang den sidste, han vilde have
mistænkt for Forræderi. Men Stærkodder sprang med draget
Sværd ind på Kongen, gjennemborede ham og hug ham i
Halsen, da han prøvede på at rejse sig. Hundrede og tyve
-372-