Page 373 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

var, næsten burde lade sig nøje med en Grav, kunde han ikke
få Magt nok. Fjenden havde letsindigt og frækt begyndt
Krigen, Svenskerne var derfor nødte til at kæmpe for deres
Frihed, deres Fædreland og deres Børn. Desuden var
overmåde få af Fjenderne Danske, de fleste i deres Hær var
Sachsere og andre blødagtige Folkefærd. Svenskerne og
Nordmændene burde derfor betænke, i hvor høj Grad
Nordboerne altid havde været Tyskere og Slaver overlegne.
En Hær, som snarere syntes at bestå af sammenløbet
Udskud end af en fast og pålidelig Krigsstyrke, var kun
Foragt værd. Ved denne Tale opflammede han ikke lidet sine
Krigeres Mod. Brun, som Harald havde befalet at opstille
Hæren i Stedet for ham, ordnede den nu i Kilefylking,
stillede Hed på højre Fløj, satte Hake over den venstre og
lod Visna bære Banneret. Harald, der sad på sin Vogn,
beklagede sig nu så lydelig, han kunde, over, at Ring
lønnede de Velgjerninger, han havde vist ham, med
Utaknemlighed. Han, der havde fået sit Rige som Gave af
ham, påførte ham nu Krig. Ring havde hverken
Medlidenhed med en gammel Mand eller skånede sin
Morbroder, men satte alt Hensyn til Frændskab og nydte
Velgjerninger til Side for sine egne Lidenskaber. Han bød
derfor Danskerne mindes, at de altid havde vundet
Berømmelse ved at sejre over fremmede, at de mere havde
været vante til at herske over deres Naboer end til at adlyde
dem, og opfordrede dem til ikke at finde sig i, at en så stor
og strålende Hæder blev tilintetgjort ved et overvundet
Folks Frækhed, eller tilstede, at det Rige, han havde vundet,
da han stod i sin Ungdoms Vår, blev ham fratagen nu i hans
affældige Alderdom.
Så gjaldede Lurerne, og Kampen begyndte af yderste Kraft
på begge Sider. Man kunde fristes til at tro, at Himlen var
falden ned på Jorden, at Skove og Sletter sank i Afgrunden,
at alt blandedes imellem hinanden, at det gamle Kaos var
-367-