Page 82 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Bedstefader, at kaste den Byrde fra mig, som jeg bærer med
så god Ret. Jeg kjender nok Danskernes Umådelighed; de
var aldrig rendt fra fulde vinfade, om ikke Frygt havde
drevet dem dertil, de giver hellere Slip på Livet end på
Vinen. I det Stykke har vi nu ikke noget at lade dem høre,
hvad det angår, er vi ikke bedre end de. Men sæt nu også, at
deres Flugt er forstilt, så må de dog først tage en Dyst med
Skotterne, inden vi kan vente dem her tilbage. Aldrig skal
dette Guld få Lov til at ligge her i Skarnet og trædes under
Fødder af Svin og vilde Dyr, så må det da hellere komme
Folk til nytte. Desuden, når vi tager den Krigshærs Bytte,
der har overvundet os, bringer vi Sejrherrens Lykke over på
vor Side, thi hvilket sikrere Varsel om Sejr kan vi få end at
gjøre Bytte, før end vi slås, og uden Sværdslag at indtage
Fjendens Lejr, som han er rømmet fra? Det er bedre at sejre
ved at indjage Skræk end ved Hjælp af Sværdet".
Næppe havde Ridderen endt sin Tale, før alle var i fuld
Gang med rundt omkring at samle det røde Guld op. Man
måtte forundre sig over deres hæslige Griskhed, det var en
umådelig Havesyge, man her fik at se. De rev Græs op
sammen med Guldet, kivedes og stredes indbyrdes, glemte
helt Fjenden og lod Sværdet skille Trætten, ænsede hverken
Frændskab eller Stalbroderskab, alle var besatte af
Havesyge, at holde Venskab brød ingen sig længer om.
Imidlertid var Frode draget den lange Vej igjennem Skoven,
som gjør Skjel imellem England og Skotland og bød sine
Folk gribe til Våben. Da Skotterne så' hans Fylking og kom
under Vejr med, at Danskerne var langt bedre rustede end
de, som blot havde lette Kastespyd, flygtede de, inden
Slaget var begyndt. Frode, som var bange for, at
Englænderne skulde kaste sig over ham, forfulgte dem ikke
ret langt, og så stødte Ulvildes Mand Skotte til ham med en
-76-