Page 107 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Tunge, saa skjærer jeg den af, i Betaling, og du skal faae den
kraftige Drik!"
"Det skee!" sagde den lille Havfrue, og Hexen satte sin
Kjedel paa, for at koge Trolddrikken. "Reenlighed er en god
Ting!" sagde hun og skurede Kjedelen af med Snogene, som
hun bandt i Knude; nu ridsede hun sig selv i Brystet og lod sit
sorte Blod dryppe derned, Dampen gjorde de forunderligste
Skikkelser, saa man maatte blive angest og bange. Hvert
Øieblik kom Hexen nye Ting i Kjedelen, og da det ret kogte,
var det, som naar Crokodillen græder. Tilsidst var Drikken
færdig, den saae ud som det klareste Vand!
"Der har du den!" sagde Hexen og skar Tungen af den lille
Havfrue, som nu var stum, kunde hverken synge eller tale.
"Dersom Polyperne skulde gribe dig, naar du gaaer tilbage
igjennem min Skov," sagde Hexen, "saa kast kun een eneste
Draabe af denne Drik paa dem, da springe deres Arme og
Fingre i tusinde Stykker!" men det behøvede den lille Havfrue
ikke, Polyperne trak sig forskrækkede tilbage for hende, da de
saae den skinnende Drik, der lyste i hendes Haand, ligesom det
var en funklende Stjerne. Saaledes kom hun snart igjennem
Skoven, Mosen og de brusende Malstrømme.
Hun kunde see sin Faders Slot; Blussene vare slukkede i den
store Dandsesal; de sov vist Alle derinde, men hun vovede dog
ikke at søge dem, nu hun var stum og vilde for altid gaae bort
fra dem. Det var, som hendes Hjerte skulde gaae itu af Sorg.
Hun sneeg sig ind i Haven, tog een Blomst af hver af sine
Søstres Blomsterbed, kastede med Fingren tusinde Kys
henimod Slottet og steeg op igjennem den Mørkeblaa Sø.