Page 106 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Dandserinde kan svæve som du, men hvert Skridt du gjør, er
som du traadte paa en skarp Kniv, saa dit Blod maatte flyde.
Vil du lide alt dette, saa skal jeg hjælpe dig?"
"Ja!" sagde den lille Havfrue med bævende Stemme, og
tænkte paa Prindsen og paa at vinde en udødelig Sjæl.
"Men husk paa," sagde Hexen, "naar du først har faaet
menneskelig Skikkelse, da kan du aldrig mere blive en Havfrue
igjen! du kan aldrig stige ned igjennem Vandet til dine Søstre
og din Faders Slot, og vinder du ikke Prindsens Kjærlighed, saa
han for dig glemmer Fader og Moder, hænger ved dig med sin
hele Tanke og lader Præsten lægge Eders Hænder i hinanden,
saa I blive Mand og Kone, da faaer du ingen udødelig Sjæl!
den første Morgen efter at han er gift med en anden, da maa dit
Hjerte briste, og du bliver Skum paa Vandet."
"Jeg vil det!" sagde den lille Havfrue og var bleg, som en
Død.
"Men mig maa du ogsaa betale!" sagde Hexen, "og det er
ikke Lidet, hvad jeg forlanger. Du har den deiligste Stemme af
alle hernede paa Havets Bund, med den troer du nok at skulle
fortrylle ham, men den Stemme skal du give mig. Det Bedste
du eier vil jeg have for min kostelige Drik! mit eget Blod maa
jeg jo give dig deri, at Drikken kan blive skarp, som et
tveægget Sværd!"
"Men naar du tager min Stemme," sagde den lille Havfrue,
"hvad beholder jeg da tilbage?"
"Din deilige Skikkelse," sagde Hexen, "din svævende Gang
og dine talende Øine, med dem kan du nok bedaare et
Menneskehjerte. Naa, har du tabt Modet! ræk frem din lille