Page 108 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Solen var endnu ikke kommet frem, da hun saae Prindsens
Slot og besteg den prægtige Marmortrappe. Maanen skinnede
deiligt klart. Den lille Havfrue drak den brændende skarpe
Drik, og det var, som gik et tveægget Sværd igjennem hendes
fine Legeme, hun besvimede derved og laae, som død. Da
Solen skinnede hen over Søen, vaagnede hun op, og hun følte
en sviende Smerte, men lige for hende stod den deilige unge
Prinds, han fæstede sine kulsorte Øine paa hende, saa hun slog
sine ned og saae, at hendes Fiskehale var borte, og at hun
havde de nydeligste smaae, hvide Been, nogen lille Pige kunde
have, men hun var ganske nøgen, derfor svøbte hun sig ind i sit
store, lange Haar. Prindsen spurgte, hvem hun var, og
hvorledes hun var kommet her, og hun saae mildt og dog saa
bedrøvet paa ham med sine mørkeblaae Øine, tale kunde hun jo
ikke. Da tog han hende ved Haanden og førte hende ind i
Slottet. Hvert Skridt hun gjorde, var, som Hexen havde sagt
hende forud, som om hun traadte paa spidse Syle og skarpe
Knive, men det taalte hun gjerne; ved Prindsens Haand steeg
hun saa let, som en Boble, og han og alle undrede sig over
hendes yndige, svævende Gang.
Kostelige Klæder af Silke og Musselin fik hun paa, i Slottet
var hun den skjønneste af Alle, men hun var stum, kunde
hverken synge eller tale. Deilige Slavinder, klædte i Silke og
Guld, kom frem og sang for Prindsen og hans kongelige
Forældre; een sang smukkere end alle de andre og Prindsen
klappede i Hænderne og smilede til hende, da blev den lille
Havfrue bedrøvet, hun vidste, at hun selv havde sjunget langt
smukkere! hun tænkte, "O han skulde bare vide, at jeg, for at
være hos ham, har givet min Stemme bort i al Evighed!"
Nu dandsede Slavinderne i yndige svævende Dandse til den