Page 105 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

hæslige Polyper, der strakte deres smidige Arme og Fingre efter
hende. Hun saae, hvor hver af dem havde noget, den havde
grebet, hundrede smaae Arme holdt det, som stærke Jernbaand.
Mennesker, som vare omkomne paa Søen og sjunkne dybt
derned, tittede som hvide Beenrade frem i Polypernes Arme.
Skibsroer og Kister holdte de fast, Skeletter af Landdyr og en
lille Havfrue, som de havde fanget og qvalt, det var hende
næsten det forskrækkeligste.
Nu kom hun til en stor slimet Plads i Skoven, hvor store, fede
Vandsnoge baltrede sig og viste deres stygge hvidgule Bug.
Midt paa Pladsen var reist et Huus af strandede Menneskers
hvide Been, der sad Havhexen og lod en Skruptudse spise af
sin Mund, ligesom Menneskene lader en Kanarifugl spise
Sukker. De hæslige fede Vandsnoge kaldte hun sine smaae
Kyllinger og lod dem vælte sig paa hendes store, svampede
Bryst.
"Jeg ved nok, hvad du vil!" sagde Havhexen, "det er dumt
gjort af dig! alligevel skal du faae din Villie, for den vil bringe
dig i Ulykke, min deilige Prindsesse. Du vil gjerne af med din
Fiskehale og istedetfor den have to Stumper at gaae paa
ligesom Menneskene, for at den unge Prinds kan blive forliebt i
dig og du kan faae ham og en udødelig Sjæl!" idetsamme loe
Hexen saa høit og fælt, at Skruptudsen og Snogene faldt ned
paa Jorden og væltede sig der. "Du kommer netop i rette Tid,"
sagde Hexen, "imorgen, naar Sol staaer op, kunde jeg ikke
hjælpe dig, før igjen et Aar var omme. Jeg skal lave dig en
Drik, med den skal du, før Sol staar op, svømme til Landet,
sætte dig paa Bredden der og drikke den, da skilles din Hale ad
og snerper ind til hvad Menneskene kalde nydelige Been, men
det gjør ondt, det er som det skarpt Sværd gik igjennem dig.
Alle, som see dig, ville sige, du er det deiligste Menneskebarn
de have seet! du beholder din svævende Gang, ingen