Page 150 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

maatte han tænke, men det var ikke Tilfældet, det var en
ganske ung Militair med flere Ordener, just, som man sagde, en
Mand med Aand og Hjerte.
Ganske fortumlet kom den syndige Volonteur ud af det sidste
Hjerte i Rækken, han formaaede ikke at ordne sine Tanker, men
meente, at det var hans alt for stærke Phantasie, der var løbet af
med ham.
"Herre Gud," sukkede han, "jeg har bestemt Ansats til at
blive gal! her er ogsaa utilgiveligt hedt herinde! Blodet stiger
mig til Hovedet!" og nu erindrede han sig den store
Begivenhed Aftenen forud, hvorledes hans Hoved havde siddet
fast mellem Jernstængerne ved Hospitalet. "Der har jeg bestemt
faaet det!" meente han. "Jeg maa tage den Ting itide. Et russisk
Bad kunde være godt. Gid jeg allerede laae paa den øverste
Hylde!"
Og saa laae han paa den øverste Hylde i Dampbadet, men
han laae med alle Klæderne, med Støvler og Kalosker paa; de
hede Vanddraaber fra Loftet dryppede ham i Ansigtet.
"Hu!" skreeg han og foer ned for at faae et Styrtebad. Den
opvartende Karl gav ogsaa et høit Skrig ved at see det
paaklædte Menneske derinde.
Volonteuren havde imidlertid saamegen Fatning, at han
hvidskede til ham: "Det er et Væddemaal!" men det første han
gjorde, da han kom paa sit eget Værelse, var at faae et stort
spansk Flueplaster i Nakken og et ned af Ryggen, for at
Galskaben kunde trække ud.
Næste Morgen havde han da en blodig Ryg, det var det han
vandt ved Lykkens Kalosker.