Page 153 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Digteren rystede med Hovedet, Copisten rystede ogsaa med
Hovedet, hver beholdt sin Mening og saa skiltes de ad.
"Det er et eget Folkefærd, de Poeter!" sagde Copisten, "jeg
gad nok prøve paa at gaae ind i saadan en Natur, selv blive en
Poet, jeg er vis paa, at jeg ikke skulde skrive saadanne
Klynkevers, som de andre! - - Det er ret en Foraarsdag for en
Digter! Luften er saa usædvanlig klar, Skyerne saa smukke, og
der er en Duft ved det Grønne! ja, i mange Aar har jeg ikke følt
det, som i dette Øieblik."
Vi mærke allerede at han er blevet Digter; at antyde dette, vil
i de fleste Tilfælde være, hvad Tydskeren kalder
"abgeschmackt", det er en taabelig Forestilling, at tænke sig en
Digter anderledes end andre Mennesker, der kan mellem disse
være langt mere poetiske Naturer, end mangen stor erkjendt
Digter er det; Forskjellen bliver kun, at Digteren har en bedre
aandelig Hukommelse, han kan holde paa Ideen og Følelsen til
den klart og tydeligt er legemliggjort ved Ordet, det kunne de
Andre ikke. Men at gaae over fra en hverdags Natur til en
begavet er altid en Overgang, og saaledes maa den blive
iøinefaldende hos Copisten.
"Den deilige Duft!" sagde han, "hvor minder den mig ikke
om Violerne hos Tante Lone! Ja, det var da jeg var en lille
Dreng! Herre Gud, det har jeg i mange Tider ikke tænkt paa!
den gode gamle Pige! hun boede der omme bag Børsen. Altid
havde hun en Qvist eller et Par grønne Skud i Vand, Vinteren
maatte være saa stræng den vilde. Violerne duftede, mens jeg
lagde de opvarmede Kobberskillinger paa den frosne Rude og
gjorde Kighuller. Det var et artigt Perspectiv, Udenfor i
Canalen laae Skibene indefrosne, forladte af hele Mandskabet,
en skrigende Krage var da hele Besætningen; men naar saa
Foraaret luftede, saa blev der travlt; under Sang og Hurraraab