Page 154 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

saugede man Isen itu, Skibene bleve tjærede og taklede, saa
foer de til fremmede Lande; jeg er blevet her, og maa altid
blive, altid sidde paa Politikammeret og see de Andre tage Pas
til at reise udenlands, det er min Lod! O, ja!" sukkede han dybt,
men standsede i det samme pludselig. "Herre Gud, hvad gaaer
der dog af mig! saadan har jeg aldrig før tænkt eller følt! Det
maa være Foraarsluften! det er baade ængsteligt og
behageligt!" Han greb i Lommen til sine Papirer. "Disse give
mig andet at tænke paa!" sagde han og lod Øinene glide hen
over det første Blad. "Fru Sigbrith, original Tragedie i fem
Acter," læste han, "hvad er det! og det er jo min egen Haand.
Har jeg skrevet den Tragedie? Intriguen paa Volden eller store
Bededag, Vaudeville. - Men hvor har jeg faaet den? Man maa
have puttet mig det i Lommen, her er et Brev?" ja, det var fra
Theater-Directionen, Stykkerne vare forkastede og Brevet selv
var slet ikke høfligt stilet. "Hm! hm!" sagde Copisten, og satte
sig ned paa en Bænk; hans Tanke var saa elastisk, hans Hierte
saa blødt; uvilkaarligt greb han en af de nærmeste Blomster,
det var en simpel lille Gaaseurt; hvad Botanikeren først
giennem mange Forelæsninger siger os, forkyndte den i eet
Minut; den fortalte Mythen om sin Fødsel, den fortalte om
Sollysets Magt, der udspændte de fine Blade og tvang dem til
at dufte, da tænkte han paa Livets Kampe, der ligedan vække
Følelserne i vort Bryst. Luft og Lys var Blomstens Beilere, men
Lyset var den begunstigede, efter Lyset bøiede den sig,
forsvandt dette, da rullede den sine Blade sammen og sov ind
under Luftens Omarmelse. "Det er Lyset der smykker mig!"
sagde Blomsten; "men Luften lader dig aande!" hviskede
Digterstemmen.
Tæt ved stod en Dreng og slog med sin Stok i en muddret
Grøft, Vanddraaberne stænkede op imellem de grønne Grene,
og Copisten tænkte paa de Millioner Infusions Dyr, der i
Draaberne bleve kastede i en Høide, der efter deres Størrelse