Page 157 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Messingbuur. "Det er Poppedrengs Geburtsdag!" sagde hun
dum naiv, "derfor vil den lille Markfugl gratulere!"
Poppedreng svarede ikke et eneste Ord, men gyngede
fornemt frem og tilbage, derimod begyndte en smuk
Canarifugl, der sidste Sommer var bragt hertil fra sit varme,
duftende Fædreland, høit at synge.
"Skraalhals!" sagde Fruen og kastede et hvidt
Lommetørklæde over Buret.
"Pipi!" sukkede den, "det var et skrækkeligt Sneeveir!" og
med dette Suk taug den.
Copisten, eller, som Fruen sagde, Markfuglen, kom i et lille
Buur tæt op til Canarifuglen, ikke langt fra Papegøien. Den
eneste menneskelige Tirade, Poppedreng kunde frempluddre,
og som tidt faldt ret komik, var den: "nei, lad os nu være
Mennesker!" Alt det øvrige den skreg, var ligesaa uforstaaeligt,
som Kanarifuglens Qviddren, kun ikke for Copisten, der nu
selv var en Fugl; han forstod inderligt godt Kammeraterne.
"Jeg fløi under den grønne Palme og det blomstrende
Mandeltræ!" sang Canarifuglen, "jeg fløi med mine Brødre og
Søstre henover de prægtige Blomster og over den glasklare Sø,
hvor Planterne nikkede paa Bunden. Jeg saae ogsaa mange
deilige Papegøier, der fortalte de moersomste Historier, saa
lange og saa mange!"
"Det var vilde Fugle;" svarede Papegøien, "de havde ingen
Dannelse. Nei, lad os nu være Mennesker! - Hvorfor leer du
ikke? Naar Fruen og alle de Fremmede kan lee deraf, saa kan
du ogsaa. Det er en stor Mangel, ikke at kunne goutere det
Moersomme. Nei, lad os nu være Mennesker!"