Page 156 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Nu fløi han ned i Græsset, dreiede Hovedet om til alle Sider
og slog med Næbet paa de smidige Græsstraae, der i Forhold til
hans nærværende Størrelse syntes store, som Nord-Afrikas
Palmegrene.
Det var kun et Øieblik og det blev kulsort Nat omkring ham;
en, som han syntes, uhyre Gjenstand, blev kastet hen over ham,
det var en stor Kasket, som en Dreng fra Nyboder kastede over
Fuglen, en Haand kom ind og greb Copisten om Ryg og
Vinger, saa han peeb; i første Forskrækkelse raabte han høit!
"Din uforskammede Hvalp! Jeg er Copist i Politikamret!" men
det lød for Drengen som et pipipi! han slog Fuglen paa Næbet
og vandrede afsted.
I Alleen mødte han to Skoledrenge af den dannede Classe,
det vil sige, som Mennesker betragtet, som Aander vare de i
Skolens nederste; de kjøbte Fuglen for otte Skilling, og
saaledes kom Copisten til Kjøbenhavn, hjem til en Familie i
Gothersgaden.
"Det er godt, jeg drømmer!" sagde Copisten, "ellers blev jeg
s'gu' vred! først var jeg Poet, nu en Lærke! ja det var da Poet-
Naturen, der fik mig over i det lille Dyr! Det er dog en ynkelig
Ting, især naar man falder i Hænderne paa nogle Drenge. Jeg
gad nok vide, hvorledes dette løber af!"
Drengene førte ham ind i en meget elegant Stue; en tyk
leende Frue tog imod dem, men hun var slet ikke fornøiet med,
at den simple Markfugl, som hun kaldte Lærken, kom med ind,
dog for i Dag vilde hun lade det gaae, og de maatte sætte den i
det tomme Buur, som stod ved Vinduet: "det kan maaskee
fornøie Poppedreng!" tilføiede hun og loe hen til en stor grøn
Papegøie, der gyngede fornemt i sin Ring i det prægtige