Page 158 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"O husker du de smukke Piger, som dandsede under det
udspændte Telt, ved de blomstrende Træer? Husker Du de søde
Frugter og den kjølende Saft i de vildt voxende Urter?"
"O ja!" sagde Papegøien, "men her har jeg det langt bedre!
jeg har god Mad og en intim Behandling; jeg veed, jeg er et
godt Hoved, og mere forlanger jeg ikke. Lad os nu være
Mennesker! Du er en Digtersjæl, som de kalde det, jeg har
grundige Kundskaber og Vittighed, du har dette Genie, men
ingen Besindighed, gaaer op i disse høie Naturtoner, og derfor
dække de dig til. Det byde de ikke mig, nei, for jeg har kostet
dem noget mere! jeg imponerer med Næbet og kan slaae en
"Witz": nei lad os nu være Mennesker!"
"O mit varme, blomstrende Fædreneland!" sang
Canarifuglen, "jeg vil synge om dine mørkegrønne Træer, om
dine stille Havbugter, hvor Grenene kysse den klare Vandflade,
synge om alle mine glimrende Brødres og Søstres Jubel, hvor
"Ørkenens Plantekilder" groe!"
"Lad dog bare være med de elegiske Toner!" sagde
Papegøien. "Siig noget man kan lee af! Latter er Tegn paa det
høieste aandelige Standpunkt. See om en Hund eller Hest kan
lee! nei, græde kan den, men lee, det er alene givet
Menneskene. Ho, ho, ho!" loe Poppedreng og tilføiede sin Vitz:
"Lad os nu være Mennesker."
"Du lille graa danske Fugl," sagde Canarifuglen, "Du er
ogsaa blevet Fange! der er vist koldt i dine Skove, men der er
dog Frihed, flyv ud! De har glemt at lukke for dig; det øverste
Vindue staaer aabent. Flyv, flyv!"
Instinctmæssigt adlød Copisten og var ude af Buret; i det