Page 155 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

var for dem, som det vilde være for os at hvirvles høit over
Skylinien. Idet Copisten tænkte herpaa og paa hele den
Forandring, der var foregaaet med ham smilede han: "jeg sover
og drømmer!" mærkværdigt er det alligevel, hvor man dog kan
drømme naturligt og selv vide, at det kun er en Drøm. Gid jeg
imorgen kunde huske det, naar jeg vaagner; nu synes jeg at
være ganske usædvanlig oplagt! jeg har et klart Blik over
Alting, føler mig saa opvakt, men jeg er vis paa, at naar jeg
imorgen husker noget af det, saa er det Vrøvl, det har jeg prøvet
før! Det gaaer med alt det Kloge og Prægtige man hører og
siger i Drømme, som med de Underjordiskes Guld: idet man
faaer det, er det rigt og herligt, men seet ved Dagen, kun Stene
og visne Blade: "Ak," sukkede han ganske veemodig og saae
paa de syngende Fugle, der nok saa fornøiede hoppede fra
Green til Green. "De har det meget bedre end jeg! flyve, det er
en deilig Kunst, lykkelig den, som er født med den! ja skulde
jeg gaae over i noget, saa skulde det være saadan en lille
Lærke!"
I det samme slog Kjoleskjøder og Ærmer sammen i Vinger,
Klæderne bleve Fjer og Kaloskerne Kløer; han mærkede det
meget godt og loe indvortes: "saa, nu kan jeg da see, jeg
drømmer! men saa naragtigt har jeg aldrig gjort det før;" og
han fløi op i de grønne Grene og sang, men der var ikke Poesi i
Sangen, thi Digternaturen var borte; Kaloskerne kunde, som
enhver der gjør noget til Gavns, kun gjøre een Ting af Gangen,
han vilde være Digter, det blev han, nu vilde han være en lille
Fugl, men ved at blive denne, ophørte den forrige
Eiendommelighed.
"Det er artigt nok," sagde han, "om Dagen sidder jeg paa
Politikammeret mellem de solideste Afhandlinger, om Natten
kan jeg drømme at flyve som Lærke i Frederiksberghave, der
kunde s'gu' skrives en heel Folkecomedie derom!"