maatte her gjerne være eengang saa mørkt endnu!"
I det samme kom der en stor Vandrotte, som boede under
Rendesteens-Brættet.
"Har Du Pas?" spurgte Rotten. "Hid med Passet!"
Men Tinsoldaten taug stille og holdt endnu fastere paa
Geværet. Baaden foer afsted og Rotten bag efter. Hu! hvor den
skar Tænder, og raabte til Pinde og Straa:
"Stop ham! stop ham! han har ikke betalt Told! han har ikke
viist Pas!"
Men Strømmen blev stærkere og stærkere! Tinsoldaten kunde
allerede øine den lyse Dag foran hvor Brættet slap, men han
hørte ogsaa en brusende Lyd, der nok kunde gjøre en tapper
Mand forskrækket; tænk dog, Rendestenen styrtede, hvor
Brættet endte, lige ud i en stor Canal, det vilde være for ham
lige saa farligt, som for os at seile ned af et stort Vandfald.
Nu var han allerede saa nær derved, at han ikke kunde
standse. Baaden foer ud, den stakkels Tinsoldat holdt sig saa
stiv han kunde, ingen skulde sige ham paa, at han blinkede med
Øinene. Baaden snurrede tre fire Gange rundt, og var fyldt med
Vand lige til Randen, den maatte synke; Tinsoldaten stod i
Vand til Halsen og dybere og dybere sank Baaden, mere og
mere løste Papiret sig op; nu gik Vandet over Soldatens Hoved,
- da tænkte han paa den lille nydelige Dandserinde, som han
aldrig mere skulde faae at see; og det klang for Tinsoldatens
Øre:
1...,160,161,162,163,164,165,166,167,168,169 171,172,173,174,175,176,177,178,179,180,...302