Page 169 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Da det nu blev Morgen, og Børnene kom op, blev
Tinsoldaten stillet hen i Vinduet, og enten det nu var Trolden
eller Trækvind, ligemed eet fløi Vinduet op og Soldaten gik ud
paa Hovedet fra tredie Sal. Det var en skrækkelig Fart, han
vendte Benet lige iveiret, og blev staaende paa Kaskjetten, med
Bajonetten nede imellem Brostenene.
Tjenestepigen og den lille Dreng kom strax ned, for at søge;
men skjøndt de vare færdig ved at træde paa ham, kunde de
dog ikke see ham. Havde Tinsoldaten raabt: her er jeg! saa
havde de nok fundet ham, men han fandt det ikke passende at
skrige høit, da han var i Uniform.
Nu begyndte det at regne, den ene Draabe faldt tættere end
den anden, det blev en ordentlig Skylle; da den var forbi, kom
der to Gadedrenge.
"Sei Du!" sagde den ene, "der ligger en Tinsoldat! han skal
ud at seile!"
Og saa gjorde de en Baad af en Avis, satte Tinsoldaten midt i
den, og nu seilede han ned af Rendestenen; begge Drengene
løb ved Siden og klappede i Hænderne. Bevar os vel! hvilke
Bølger der gik i Rendestenen, og hvilken Strøm der var; ja det
havde da ogsaa skylregnet. Papiirsbaaden vippede op og ned,
og imellem saa dreiede den saa gesvindt, saa det dirrede i
Tinsoldaten; men han blev standhaftig, forandrede ikke en
Mine, saae lige ud og holdt Geværet i Armen.
Lige med eet drev Baaden ind under et langt Rendesteens-
Bræt; der blev lige saa mørkt, som om han var i sin Æske.
"Hvor mon jeg nu kommer hen", tænkte han, "ja, ja, det er
Troldens Skyld! Ak sad dog den lille Jomfru her i Baaden, saa