Page 163 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Hjemmet mellem knudrede Pile, her laae det eensomme
Vertshuus. En halvsnees tiggende Krøblinger havde leiret sig
udenfor, den raskeste af dem saae ud, for at bruge et marryatsk
Udtryk, som "Hungerens ældste Søn, der havde naaet sin
Myndigheds Alder," de Andre vare enten blinde, havde visne
Been og krøb paa Hænderne, eller indsvundne Arme med
fingerløse Hænder. Det var ret Elendigheden trukken frem af
Pjalterne. "Eccellenza, miserabili!" sukkede de og strakte de
syge Lemmer frem. Vertinden selv med bare Fødder, uredt
Haar og kun iført en smudsig Bluse, tog imod Gjæsterne.
Dørene vare bundne sammen med Seglgarn; Gulvet i
Værelserne frembød en halv oprodet Brolægning med
Muurstene; Flagermuus fløi hen under Loftet, og Stanken
herinde - -
"Ja, vil hun dække nede i Stalden!" sagde een af de Reisende,
"dernede veed man dog hvad det er man indaander!"
Vinduerne bleve aabnede, for at der kunde komme lidt frisk
Luft, men hurtigere end denne kom de visne Arme ind og den
evige Klynken: miserabili, Eccellenza! Paa Væggene stode
mange Inskriptioner, Halvdelen var imod bella Italia!
Maden blev bragt frem; der var en Suppe af Vand, kryddret
med Peber og harsk Olie. Denne sidste spillede Hovedrollen
ved Salaten; fordærvede Æg og stegte Hanekamme vare
Pragtretterne; selv Vinen havde Afsmag, det var en sand
Mixtur.
Til Natten bleve Kufferterne stillede op for Døren; een af de
Reisende havde Vagt, medens de Andre sov; Theologen var den
Vagthavende; o hvor kvalmt var der ikke herinde! Heden
trykkede, Myggene surrede og stank, miserabili udenfor
klynkede i Søvne.