Page 177 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

de dristigste Bedrifter de havde udført, Alt hvad de havde
oplevet og seet; og i Billedbogen var Alt levende, Fuglene
sang, og Menneskene gik ud af Bogen og talte til Elisa og
hendes Brødre, men naar hun vendte Bladet, sprang de strax
igjen ind, for at der ikke skulde komme Vildrede i Billederne.
Da hun vaagnede, var Solen allerede høit oppe; hun kunde
rigtignok ikke see den, de høie Træer bredte deres Grene tæt og
fast ud, men Straalerne spillede deroppe ligesom et viftende
Guldflor; der var en Duft af det Grønne, og Fuglene vare nær
ved at sætte sig paa hendes Skuldre. Hun hørte Vandet pladske,
det var mange store Kildevæld, som alle faldt ud i en Dam hvor
der var den deiligste Sandbund; rigtignok voxte her tætte
Buske rundt om, men paa eet Sted havde Hjortene gravet en
stor Aabning og her gik Elisa hen til Vandet, det var saa klart,
at havde Vinden ikke rørt Grene og Buske saaledes at de
bevægede sig, da maatte hun have troet, at de vare malede af
nede paa Bunden, saa tydeligt speilede sig der hvert Blad,
baade det Solen skinnede igjennem og det der ganske var i
Skygge.
Saasnart hun saae sit eget Ansigt, blev hun ganske
forskrækket, saa bruunt og fælt var det, men da hun gjorde sin
lille Haand vaad og gned Øine og Pande, skinnede den hvide
Hud frem igjen, da lagde hun alle sine Klæder og gik ud i det
friske Vand; et deiligere Kongebarn, end hun var, fandtes der
ikke i denne Verden.
Da hun igjen var klædt og havde flættet sit lange Haar, gik
hun til det sprudlende Væld, drak af sin hule Haand, og
vandrede længere ind i Skoven, uden selv at vide hvorhen. Hun
tænkte paa sine Brødre, tænkte paa den gode Gud, der vist ikke
vilde forlade hende; han lod de vilde Skovæbler groe, for at