Page 179 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

der havde de revet Rødderne løse fra Jorden og heldede ud
over Vandet med Grenene flettede i hinanden.
Elisa sagde Farvel til den Gamle og gik langs med Aaen, til
hvor denne flød ud i den store, aabne Strand.
Hele det deilige Hav laae for den unge Pige; men ikke en
Seiler viste sig derude, ikke en Baad var der at see, hvor skulde
hun dog komme længer bort. Hun betragtede de utallige
Smaastene paa Bredden; Vandet havde slebet dem alle runde.
Glas, Jern, Stene, Alt hvad der laae skyllet op, havde taget
Skikkelse af Vandet, der dog var langt blødere end hendes fine
Haand. "Det bliver utrættelig ved at rulle, og saa jevner sig det
Haarde, jeg vil være ligesaa utrættelig! tak for Eders Lærdom, I
klare, rullende Bølger; engang, det siger mit Hjerte mig, ville I
bære mig til mine kjære Brødre!"
Paa den opskyllede Tang laae elleve hvide Svanefjer; hun
samlede dem i en Bouquet, der laae Vanddraaber paa dem, om
det var Dug eller Taarer, kunde ingen see. Eensomt var der ved
Stranden, men hun følte det ikke; thi Havet frembød en evig
Afvexling, ja i nogle faa Timer flere, end de ferske Indsøer
kunne vise i et heelt Aar. Kom der en stor sort Sky, saa var det,
som Søen vilde sige: jeg kan ogsaa see mørk ud, og da blæste
Vinden og Bølgerne vendte det Hvide ud; men skinnede
Skyerne røde og Vindene sov, saa var Havet som et Rosenblad;
nu blev det grønt, nu hvidt, men i hvor stille det hvilede, var
der dog ved Bredden en sagte Bevægelse; Vandet hævede sig
svagt, som Brystet paa et sovende Barn.
Da Solen var ved at gaae ned, saae Elisa elleve vilde Svaner
med Guldkroner paa Hovedet flyve mod Land, de svævede den
ene bag den anden; det saae ud som et langt hvidt Baand; da