Page 171 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Fare, Fare, Krigsmand!
Døden skal Du lide!"
Nu gik Papiret itu, og Tinsoldaten styrtede igjennem - men
blev i det samme slugt af en stor Fisk.
Nei, hvor var det mørkt derinde! der var endnu værre, end
under Rendesteens-Brættet, og saa var der saa snevert; men
Tinsoldaten var standhaftig, og laae saa lang han var med
Geværet i Armen.
Fisken foer omkring, den gjorde de allerforfærdeligste
Bevægelser; endelig blev den ganske stille, der foer som en
Lynstraale gjennem den. Lyset skinnede ganske klart og een
raabte høit: "Tinsoldat!" Fisken var blevet fanget, bragt paa
Torvet, solgt og kommet op i Kjøkkenet, hvor Pigen skar den
op med en stor Kniv. Hun tog med sine to Fingre Soldaten midt
om Livet og bar ham ind i Stuen, hvor de Allesammen vilde
see saadan en mærkværdig Mand, der havde reist om i Maven
paa en Fisk; men Tinsoldaten var slet ikke stolt. De stillede
ham op paa Bordet og der - nei, hvor det kan gaae underligt til i
Verden! Tinsoldaten var i den selvsamme Stue, han havde
været i før, han saae de selvsamme Børn og Legetøiet stod paa
Bordet; det deilige Slot med den nydelige lille Dandserinde;
hun holdt sig endnu paa det ene Been og havde det andet høit i
Veiret, hun var ogsaa standhaftig; det rørte Tinsoldaten, han var
færdig ved at græde Tin, men det passede sig ikke. Han saae
paa hende og hun saae paa ham, men de sagde ikke noget.
I det samme tog den ene af Smaadrengene og kastede
Soldaten lige ind i Kakkelovnen, og han gav slet ingen Grund
derfor; det var bestemt Trolden i Daasen, der var Skyld deri.