Page 167 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Legetøi; men det, som faldt meest i Øinene, var et nydeligt Slot
af Papir. Gjennem de smaa Vinduer kunde man see lige ind i
Salene. Udenfor stode smaa Træer, rundtom et lille Speil, der
skulde see ud som en Sø; Svaner af Vox svømmede derpaa og
speilede sig. Det var altsammen nydeligt, men det Nydeligste
blev dog en lille Jomfru, som stod midt i den aabne Slotsdør;
hun var ogsaa klippet ud af Papir, men hun havde et Skjørt paa
af det klareste Linon og et lille smalt blaat Baand over
Skulderen ligesom et Gevandt; midt i det sad en skinnende
Paillette, lige saa stor som hele hendes Ansigt. Den lille Jomfru
strakte begge sine Arme ud, for hun var en Dandserinde, og saa
løftede hun sit ene Been saa høit i Veiret, at Tinsoldaten slet
ikke kunde finde det og troede, at hun kun havde eet Been
ligesom han.
"Det var en Kone for mig!" tænkte han; "men hun er noget
fornem, hun boer i et Slot, jeg har kun en Æske, og den ere vi
fem og tyve om, det er ikke et Sted for hende! dog jeg maa see
at gjøre Bekjendtskab!" og saa lagde han sig saa lang han var
bag en Snuustobaksdaase, der stod paa Bordet; der kunde han
ret see paa den lille fine Dame, som blev ved at staae paa eet
Been, uden at komme ud af Balancen.
Da det blev ud paa Aftenen, kom alle de andre Tinsoldater i
deres Æske og Folkene i Huset gik til Sengs. Nu begyndte
Legetøiet at lege, baade at komme Fremmede, føre Krig og
holde Bal; Tinsoldaterne raslede i Æsken, for de vilde være
med, men de kunde ikke faae Laaget af. Nøddeknækkeren slog
Kaalbøtter, og Griffelen gjorde Commers paa Tavlen; det var et
Spektakel saa Kanarifuglen vaagnede, og begyndte at snakke
med, og det paa Vers. De to eneste, som ikke rørte sig af Stedet,
var Tinsoldaten og den lille Dandserinde; hun holdt sig saa