Page 172 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en Hede, der var
forfærdelig, men om det var af den virkelige Ild, eller af
Kjærlighed, det vidste han ikke. Couleurerne vare reent gaaet
af ham, om det var skeet paa Reisen eller det var af Sorg,
kunde ingen sige. Han saae paa den lille Jomfru, hun saae paa
ham, og han følte han smeltede, men endnu stod han
standhaftig med Geværet i Armen. Da gik der en Dør op,
Vinden tog i Dandserinden og hun fløi ligesom en Sylphide
lige ind i Kakkelovnen til Tinsoldaten, blussede op i Lue og var
borte; saa smeltede Tinsoldaten til en Klat, og da Pigen Dagen
efter tog Asken ud, fandt hun ham som et lille Tinhjerte; af
Dandserinden derimod var der kun Pailletten, og den var
brændt kulsort.