Page 162 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Uh!" sukkede han, "gid vi vare paa den anden Side af
Alperne, saa var det Sommer og saa havde jeg hævet Penge paa
mit Creditiv; den Angst, jeg er i for disse, gjør at jeg ikke nyder
Schweitz, o, gid jeg var paa den anden Side!"
Og saa var han paa den anden Side; dybt inde i Italien var
han, mellem Florents og Rom. Søen Tracymenes laae i
Aftenbelysning, som et flammende Guld, mellem de mørkeblaa
Bjerge; her, hvor Hannibal slog Flaminius, holdt nu
Viinrankerne hinanden fredeligt i de grønne Fingre; yndige
halvnøgne Børn vogtede en Flok kulsorte Sviin under en
Gruppe duftende Laurbærtræer ved Veien. Kunde vi ret give
dette Malerie, Alle vilde juble: "Deilige Italien!" men det sagde
slet ikke Theologen eller een eneste af hans Reisefæller inde i
Veturinens Vogn.
I tusindeviis fløi giftige Fluer og Myg ind til dem, forgjæves
pidskede de omkring sig med en Myrthegreen, Fluerne stak
alligevel; ikke eet Menneske var der i Vognen, uden at jo hans
Ansigt var opsvulmet og blodigt af Bid. De stakkels Heste saae
ud, som Aadsler, Fluerne sad i store Kager paa dem, og kun
øieblikkelig hjalp det, at Kudsken steg ned og skrabede Dyrene
af. Nu sank Solen, en kort, men isnende Kulde gik igjennem
hele Naturen, det var som Gravhvelvingens kolde Luftning paa
en heed Sommerdag, men rundt om fik Bjerge og Skyer den
forunderlige grønne Tone, som vi finde paa enkelte gamle
Malerier, og naar vi ikke have oplevet et saadant Farvespil i
Syden, finde unaturlig. Det var et herligt Skue, men - Maven
var tom, Legemet træt, al Hjertets Længsel dreiede sig efter et
Natteqvarteer; men hvorledes vilde dette blive? Man saae langt
inderligere efter dette, end efter den skjønne Natur.
Veien gik gjennem en Olivenskov, det var som kjørte han i