Page 176 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

hvile paa hendes Hoved og ved hendes Hjerte; hun var for from
og uskyldig til at Trolddommen kunde have Magt over hende.
Da den onde Dronning saae det, gned hun hende ind med
Valnød-Saft, saa hun blev ganske sortbruun, strøg det smukke
Ansigt over med en stinkende Salve og lod det deilige Haar
filtre sig; det var umuligt at kjende den smukke Elisa igjen.
Da derfor hendes Fader saae hende, blev han ganske
forskrækket, og sagde at det var ikke hans Datter; Ingen vilde
heller kjendes ved hende, uden Lænkehunden og Svalerne, men
de vare fattige Dyr og havde ikke noget at sige.
Da græd den stakkels Elisa og tænkte paa sine elleve Brødre,
der alle var borte. Bedrøvet listede hun udaf Slottet, gik hele
Dagen over Mark og Mose ind i den store Skov. Hun vidste slet
ikke, hvor hun vilde hen, men hun følte sig saa bedrøvet og
længtes efter sine Brødre, de vare vist ogsaa, ligesom hun,
jaget ud i Verden, dem vilde hun søge og finde.
Kun kort Tid havde hun været i Skoven, før Natten faldt paa;
hun var kommet reent bort fra Vei og Sti; da lagde hun sig ned
paa det bløde Mos, læste sin Aftenbøn og hældede sit hoved op
til en Stub. Der var saa stille, Luften var saa mild, og rundt
omkring i Græsset og paa Mosset skinnede, som en grøn Ild,
over hundrede Sanct Hans-Orme; da hun med Haanden sagte
rørte ved een af Grenene, faldt de lysende Insecter, som
Stjerneskud, ned til hende.
Hele Natten drømte hun om sine Brødre; de legede igjen,
som Børn, skrev med Diamantgriffel paa Guldtavle og saae i
den deilige Billedbog, der havde kostet det halve Rige; men
paa Tavlen skreve de ikke, som før, kun Nuller og Streger, nei