Page 164 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Ja, reise er godt nok!" sukkede Theologen, "havde man bare
intet Legeme! kunde dette hvile og Aanden derimod flaggre.
Hvor jeg kommer, er der et Savn, der trykker Hjertet; noget
bedre, end det Øieblikkelige, er det jeg vil have; ja noget bedre,
det Bedste, men hvor og hvad er det! jeg veed i Grunden nok,
hvad jeg vil, jeg vil til et lykkeligt Maal, det Lykkeligste af
Alle!"
Og i det Ordet var udtalt, var han i Hiemmet; de lange hvide
Gardiner hang ned for Vinduet og midt paa Gulvet stod den
sorte Liigkiste, i den laae han i sin stille Dødssøvn, hans Ønske
var opfyldt, Legemet hvilte, Aanden reiste. Priis Ingen
lykkelig, før han er i sin Grav, var Solons Ord, her fornyedes
Bekræftelsen.
Ethvert Liig er Udødelighedens Sphinx; heller ikke Sphinxen
her paa den sorte Sarkophag besvarede for os, hvad den
Levende to Dage forud havde nedskrevet:
Du stærke Død, din Taushed vækker Gru;
Dit Spor er jo kun Kirkegaardens Grave.
Skal Tankens Jakobs-Stige gaae itu?
Staaer jeg kun op, som Græs i Dødens Have?
Vor største Liden tidt ei Verden seer!
Du, som var ene, lige til det sidste,
I Verden meget trykker Hjertet meer,
End Jorden, som de kaste paa din Kiste!
To Skikkelser bevægede sig i Værelset; vi kjende dem begge:
det var Sorgens Fee og Lykkens Udsendte; de bøiede sig over
den Døde.