Page 161 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"O, reise! reise!" udbrød han, "det er dog det lykkeligste i
Verden! det er mine Ønskers høieste Maal! da vilde denne Uro,
jeg føler, stilles. Men langt bort skulde det være! jeg vilde see
det herlige Schweitz, reise i Italien og -"
Ja, godt var det at Kaloskerne virkede lige strax, ellers var
han kommet omkring alt for meget baade for sig selv og os
Andre. Han reiste. Han var midt inde i Schweitz, men med otte
Andre pakket ind i det Inderste af en Diligence; ondt i Hovedet
havde han, træt i Nakken følte han sig, og Blodet var sjunket
ham ned i Benene, der ophovnede, klemtes af Støvlerne. Han
svævede mellem en blundende og en vaagen Tilstand. I sin
Lomme til Høire havde han Creditivet, i sin Lomme til Venstre
Passet og i en lille Skindpung paa Brystet nogle fastsyede
Louisd'orer; hver Drøm forkyndte, at en eller anden af disse
Kostbarheder var tabt, og derfor foer han feberagtig op, og den
første Bevægelse, Haanden gjorde, var en Trekant fra Høire til
Venstre og op mod Brystet, for at føle om han havde dem eller
ei. Parapluier, Stokke og Hatte gyngede i Nættet oven over, og
forhindrede saa temmeligt Udsigten, der var høist
imponerende, han skottede til den, medens Hjertet sang, hvad i
det mindste een Digter, vi kjende, har sjunget i Schweitz, men
ikke til Dato ladet trykke:
Ja, her er saa smukt, som Hjertet vil,
Jeg øiner Montblanc, min Kjære.
Gid bare Pengene vil slaae til,
Ak, saa var her godt at være!
Stor, alvorlig og mørk var den hele Natur rundt om.
Granskovene syntes Lyngtoppe paa de høie Klipper, hvis Top
skjultes i Skytaagen; nu begyndte det at snee; den kolde Vind
blæste.