Page 175 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Den ene Dag gik ligesom den anden. Blæste Vinden gjennem
de store Rosenhækker udenfor Huset, da hvidskede den til
Roserne: "hvo kan være smukkere, end I," men Roserne
rystede med Hovedet og sagde: "Det er Elisa." Og sad den
gamle Kone om Søndagen i Døren og læste i sin Psalmebog, da
vendte Vinden Bladene, og sagde til Bogen: "Hvo kan være
frommere end Du?" - "Det er Elisa!" sagde Psalmebogen, og
det var den rene Sandhed, hvad Roserne og Psalmebogen
sagde.
Da hun var femten Aar, skulde hun hjem; og da Dronningen
saae, hvor smuk hun var, blev hun hende vred og hadefuld;
gjerne havde hun forvandlet hende til en vild Svane, ligesom
Brødrene, men det turde hun ikke strax, da jo Kongen vilde see
sin Datter.
I den tidlige Morgen gik Dronningen ind i Badet, der var
bygget af Marmor, og smykket med bløde Hynder og de
deiligste Tæpper, og hun tog tre Skruptudser, kyssede paa dem,
og sagde til den ene: "sæt Dig paa Elisas Hoved, naar hun
kommer i Badet, at hun kan blive dorsk, som Du! Sæt Dig paa
hendes Pande," sagde hun til den anden, "at hun kan blive styg,
som Du, saa at hendes Fader ikke kjender hende! Hvil ved
hendes Hjerte," hvidskede hun til den tredie, "lad hende faae et
ondt Sind, at hun kan have Pine deraf!" Saa satte hun
Skruptudserne ud i det klare Vand, der strax fik en grønlig
Farve, kaldte paa Elisa, klædte hende af, og lod hende stige ned
i Vandet, og i det hun dukkede, satte den ene Skruptudse sig i
hendes Haar, den anden paa hendes Pande og den tredie paa
Brystet, men Elisa syntes slet ikke at mærke det; saasnart hun
reiste sig op, flød der tre Valmuer paa Vandet; havde Dyrene
ikke været giftige og kyssede af Hexen, da vare de blevne
forvandlede til røde Roser, men Blomster bleve de dog, ved at