Page 178 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

mætte den Hungrige; han viste hende et saadant Træ, Grenene
bugnede af Frugt, her holdt hun sit Middagsmaaltid, satte
Støtter under dets Grene og gik saa ind i den mørkeste Deel af
Skoven. Der var saa stille, at hun hørte sine egne Fodtrin, hørte
hvert lille vissent Blad der bøiede sig under hendes Fod; ikke
en Fugl var der at see, ikke en Solstraale kunde trænge
igjennem de store tætte Trægrene; de høie Stammer stode saa
nær ved hinanden, at naar hun saae ligefrem, var det, som om
det ene Bjelkegitter, tæt ved det andet, omsluttede hende; o, her
var en Eensomhed, hun aldrig før havde kjendt.
Natten blev saa mørk; ikke en eneste lille Sanct Hansorm
skinnede fra Mosset, bedrøvet lagde hun sig ned for at sove; da
syntes hun at Trægrenene oven over hende gik til Side og vor
Herre med milde Øine saae ned paa hende, og smaa Engle
tittede frem over hans Hoved og under hans Arme.
Da hun vaagnede om Morgenen, vidste hun ikke, om hun
havde drømt det, eller om det virkelig var saa.
Hun gik nogle Skridt fremad, da mødte hun en gammel Kone
med Bær i sin Kurv, den Gamle gav hende nogle af disse. Elisa
spurgte, om hun ikke havde seet elleve Prindser ride igjennem
Skoven.
"Nei", sagde den Gamle, "men jeg saae igaar elleve Svaner
med Guldkroner paa Hovedet svømme ned af Aaen her tæt
ved!"
Og hun førte Elisa et Stykke længer frem til en Skrænt;
nedenfor denne bugtede sig en Aa; Træerne paa dens Bredder
strakte deres lange bladfulde Grene over imod hinanden, og
hvor de, efter deres naturlige Vext, ikke kunde naae sammen,