Page 174 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Deres Fader, som var Konge over hele Landet, giftede sig
med en ond Dronning, der slet ikke var de stakkels Børn god;
allerede den første Dag kunde de godt mærke det; paa hele
Slottet var der stor Stads, og saa legede Børnene: komme
Fremmede; men istedetfor at de ellers fik alle de Kager og
stegte Æbler, der vare at overkomme, gav hun dem kun Sand i
en Thekop og sagde, at de kunde lade, som om det var noget.
Ugen efter satte hun den lille Søster Elisa ud paa Landet hos
nogle Bønderfolk, og længe varede det ikke, før hun fik
Kongen indbildt saameget om de stakkels Prindser, at han slet
ikke brød sig mere om dem.
"Flyv I ud i Verden og skyt jer selv!" sagde den onde
Dronning; "flyv som store Fugle, uden Stemme!" men hun
kunde dog ikke gjøre det saa slemt, som hun gjerne vilde; de
bleve elleve deilige vilde Svaner. Med et underligt Skrig fløi de
ud af Slotsvinduerne henover Parken og Skoven.
Det var endnu ganske tidlig Morgen, da de kom forbi, hvor
Søsteren Elisa laae og sov i Bondens Stue; her svævede de over
Taget, dreiede med deres lange Halse, og sloge med Vingerne,
men ingen hørte eller saae det; de maatte igjen afsted, høit op
imod Skyerne, langt ud i den vide Verden, der fløi de ud i en
stor mørk Skov, der strakte sig lige til Stranden.
Den stakkels lille Elisa stod i Bondens Stue, og legede med et
grønt Blad, andet Legetøi havde hun ikke; og hun stak et Hul i
Bladet, kikkede derigjennem op paa Solen, og da var det
ligesom om hun saae sine Brødres klare Øine, og hver Gang de
varme Solstraaler skinnede paa hendes Kind, tænkte hun paa
alle deres Kys.