Page 204 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

tage dig med; jeg tænker, det nok lader sig gjøre! men nu maa
du ikke snakke mere, for jeg vil sove!"
Og saa sov de Allesammen.
I den tidlige Morgenstund vaagnede Prindsen og blev ikke
lidt betuttet ved at han allerede var høit oppe over Skyerne.
Han sad paa Ryggen af Østenvinden, der nok saa ærligt holdt
paa ham; de vare saa høit i Veiret, at Skove og Marker, Floder
og Søer toge sig ud som paa et stort illumineret Landkaart.
"God Morgen!" sagde Østenvinden. "Du kunde ellers gjerne
sove lidt endnu, for der er ikke meget at see paa det flade Land
under os. Uden du har Lyst til at tælle Kirker! de staae som
Kridtprikker nede paa det grønne Brædt." Det var Marker og
Enge, han kaldte det grønne Brædt.
"Det var uartigt, at jeg ikke fik sagt Farvel til din Moder og
dine Brødre!" sagde Prindsen.
"Naar man sover, er man undskyldt!" sagde Østenvinden, og
derpaa fløi de endnu raskere afsted: man kunde høre det paa
Toppene af Skovene, naar de foer henover dem, raslede alle
Grene og Blade; man kunde høre det paa Havet og Søerne, thi
hvor de fløi, væltede Bølgerne høiere, og de store Skibe neiede
dybt ned i Vandet, som svømmende Svaner.
Mod Aften, da det blev mørkt, saae det morsomt ud med de
store Byer; Lysene brændte dernede, snart her, snart der, det var
akkurat, som naar man har brændt et Stykke Papir og seer de
mange smaa Ildgnister, hvor de ere Børn og gaae af Skole! Og
Prindsen klappede i Hænderne, men Østenvinden bad ham lade
være med det, heller holde sig fast, ellers kunde han let falde
ned og blive hængende paa et Kirkespiir.