Page 196 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Dreng, lærte meer og blev langt klogere, begreb han nok, at der
maatte være en langt anderledes Deilighed i Paradisets Have.
"O, hvorfor brød dog Eva af Kundskabens Træ! hvorfor
spiste Adam af den forbudne Frugt! det skulde have været mig,
da var det ikke skeet! aldrig skulde Synden være kommen ind i
Verden!"
Det sagde han den Gang, og det sagde han endnu, da han var
sytten Aar! Paradisets Have fyldte hele hans Tanke.
En Dag gik han i Skoven; han gik alene, for det var hans
største Fornøielse.
Aftenen faldt paa, Skyerne trak sammen, det blev et
Regnveir, som om hele Himlen var en eneste Sluse, hvorfra
Vandet styrtede; der var saa mørkt, som det ellers er om Natten
i den dybeste Brønd. Snart gled han i det vaade Græs, snart
faldt han over de nøgne Stene, der ragede frem fra
Klippegrunden. Alt drev af Vand, der blev ikke en tør Traad paa
den stakkels Prinds. Han maatte kravle op over store
Steenblokke, hvor Vandet sivede ud af det høie Mos. Han var
ved at segne om; da hørte han en forunderlig Susen, og foran
sig saae han en stor, oplyst Hule. Midt inde brændte en Ild, saa
man kunde stege en Hjort derved, og det blev der ogsaa; den
prægtigste Hjort, med sine høie Takker, var stukket paa Spid og
dreiedes langsomt rundt mellem to omhuggede Grantræer. En
gammelagtig Kone, høi og stærk, som var hun et udklædt
Mandfolk, sad ved Ilden, og kastede det ene Stykke Brænde til
efter det andet.
"Kom du kun nærmere!" sagde hun, "sæt dig ved Ilden at du
kan faae dine Klæder tørrede!"