Page 197 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Her er en slem Træk!" sagde Prindsen og satte sig paa
Gulvet.
"Det bliver værre endnu, naar mine Sønner komme hjem!"
svarede Konen. "Du er her i Vindenes Hule, mine Sønner ere
Verdens de fire Vinde, kan du forstaae det?"
"Hvor ere dine Sønner?" spurgte Prindsen.
"Ja, det er ikke godt at svare, naar man spørger dumt," sagde
Konen. "Mine Sønner ere paa egen Haand, de spille Langbold
med Skyerne deroppe i Storstuen!" og saa pegede hun op i
Veiret.
"Naa saa!" sagde Prindsen. "I taler ellers noget haardt og er
ikke saa mild, som de Fruentimmer, jeg ellers seer omkring
mig!"
"Ja, de have nok ikke andet at gjøre! Jeg maa være haard,
skal jeg holde mine Drenge i Ave! men det kan jeg, skjønt de
have stive Nakker! seer du de fire Sække, der hænge paa
Væggen; dem ere de ligesaa bange for, som du har været det
for Riset bag Speilet. Jeg kan bukke Drengene sammen, skal
jeg sige dig, og saa komme de i Posen; der gjøre vi ingen
Omstændigheder! der sidde de og komme ikke ud at føite, før
jeg finder for godt. Men der har vi den ene!"
Det var Nordenvinden, som traadte ind med en isnende
Kulde, store Hagl hoppede hen ad Gulvet, og Sneeflokkene
fygede rundt om. Han var klædt i Bjørneskinds Buxer og Trøie;
en Hætte af Sælhundeskind gik ned over Ørene; lange Iistapper
hang ham ved Skjæget, og det ene Hagl efter det andet gled
ham ned fra Trøie-Kraven.