Page 201 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Her er saa hedt at man kan stege en Iisbjørn!" sagde
Nordenvinden.
"Du er selv en Iisbjørn!" svarede Søndenvinden.
"Vil I puttes i Posen!" spurgte den Gamle, - "Sæt dig paa
Stenen der og fortæl, hvor du har været."
"I Africa, min Moder!" svarede han. "Jeg var med
Hottentotterne paa Løvejagt i Kaffernes Land! hvilket Græs der
groer paa Sletten, grønt som en Oliven! der dandsede Gnuen,
og Strudsen løb Væddeløb med mig, men jeg er dog raskere til
Beens. Jeg kom til Ørkenen til det gule Sand; der seer ud, som
paa Havets Bund. Jeg traf en Karavane! de slagtede deres
sidste Kameel for at faae Vand at drikke, men det var kun lidt
de fik. Solen brændte for oven, og Sandet stegte for neden.
Ingen Grændse havde den udstrakte Ørken. Da boltrede jeg
mig i det fine, løse Sand og hvirvlede det op i store Støtter, det
var en Dands! Du skulde have seet hvor forknyt Dromedaren
stod, og Kjøbmanden trak Kaftanen over Hovedet. Han kastede
sig ned for mig som for Allah, sin Gud. Nu ere de begravede,
der staaer en Pyramide af Sand over dem Alle sammen, naar
jeg engang blæser den bort, skal Solen blege de hvide Been, da
kan de Reisende see, her har før været Mennesker. Ellers kan
man ikke troe det i Ørkenen!"
"Du har altsaa kun gjort ondt!" sagde Moderen. "Marsch i
Posen!" og før han vidste det, havde hun Søndenvinden om
Livet og i Posen, den væltede rundt omkring paa Gulvet, men
hun satte sig paa den, og da maatte den ligge stille.
"Det er nogle raske Drenge, hun har!" sagde Prindsen.