Page 199 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Fuglerederne, saae paa de nøgne Unger, der skreg og gabede;
da blæste jeg ned i de tusinde Struber, og de lærte at lukke
Munden. Nederst væltede sig Hvalrosserne, som levende
Indvolde eller Kjæmpe-Madiker med Svinehoveder og
alenlange Tænder!"
"Du fortæller godt, min Dreng!" sagde Moderen. "Jeg faaer
Vandet i Munden ved at høre paa dig!"
"Saa gik det paa Fangst! Harpunen blev sat i Hvalrossens
Bryst, saa den dampende Blodstraale stod som et Springvand
over Isen. Da tænkte jeg ogsaa paa mit Spil! jeg blæste op, lod
mine Seilere, de klippehøie Iisfjelde, klemme Baadene inde;
hui hvor man peb, og hvor man skreg, men jeg peb høiere! de
døde Hval-Kroppe, Kister og Tougværk maatte de pakke ud
paa Isen! jeg rystede Snee-Flokkene om dem og lod dem i de
indklemte Fartøier drive Syd paa med Fangsten, for der at
smage Saltvand. De komme aldrig meer til Beeren-Eiland!"
"Saa har du jo gjort ondt!" sagde Vindenes Moder.
"Hvad godt jeg har gjort, kan de Andre fortælle!" sagde han,
"men der har vi min Broder fra Vesten, ham kan jeg bedst lide
af dem Alle sammen, han smager af Søen og har en velsignet
Kulde med sig!"
"Er det den lille Zephir?" spurgte Prindsen.
"Ja vist er det Zephir!" sagde den Gamle, "men han er ikke
saa lille endda. I gamle Dage var han en smuk Dreng, men nu
er det forbi!"
Han saae ud som en Vildmand, men han havde en Faldhat
paa for ikke at komme til Skade. I Haanden holdt han en