Page 203 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Der har du et Palmeblad til Prindsessen!" sagde
Søndenvinden, "det Blad har den gamle Fugl Phønix, den
eneste der var i Verden, givet mig; han har med sit Næb ridset
deri sin hele Levnets-Beskrivelse, de hundred Aar han levede;
nu kan hun selv læse sig det til. Jeg saae, hvor Fugl Phønix selv
stak Ild i sin Rede og sad og brændte op, som en Hindues
Kone. Hvor dog de tørre Grene knagede, der var en Røg og en
Duft. Tilsidst slog Alt op i Lue, den gamle Fugl Phønix blev til
Aske, men hans Æg laae gloende rødt i Ilden, det revnede med
et stort Knald, og Ungen fløi ud, nu er den Regent over alle
Fuglene og den eneste Fugl Phønix i Verden. Han har bidt Hul i
Palmebladet, jeg gav dig, det er hans Hilsen til Prindsessen!"
"Lad os nu faae noget at leve af!" sagde Vindenes Moder, og
saa satte de sig Alle til at spise af den stegte Hjort, og Prindsen
sad ved Siden af Østenvinden, og derfor bleve de snart gode
Venner.
"Hør, siig mig engang," sagde Prindsen. "Hvad er det for en
Prindsesse, her bliver talt saa meget om, og hvor ligger
Paradisets Have!"
"Ho, ho!" sagde Østenvinden, "vil du derhen, ja saa flyv du
med mig imorgen! men det maa jeg ellers sige dig, der har
ingen Mennesker været siden Adam og Evas Tid. Dem kjender
du jo nok af din Bibelhistorie!"
"Ja vist!" sagde Prindsen.
"Dengang de bleve forjagne, sank Paradisets Have ned i
Jorden, men den beholdt sit varme Solskin, sin milde Luft og al
sin Herlighed. Feernes Dronning boer derinde; der ligger
Lyksalighedens Ø, hvor Døden aldrig kommer, hvor der er
deiligt at være! Sæt dig paa min Ryg i Morgen, saa skal jeg