"Saa samles alle de Storke, her ere i hele Landet, og saa
begynder Høstmaneuvren, da maa man flyve godt, det er
af stor Vigtighed, thi den som ikke kan flyve, stikker
Generalen ihjel med sit Næb; derfor pas vel paa at lære
Noget, naar Exercitsen begynder!"
"Saa blive vi jo dog stængede, som Drengene sagde! og
hør, nu synge de det igjen!"
"Hør paa mig og ikke paa dem," sagde Storkemoderen.
"Efter den store Maneuvre flyve vi til de varme Lande, o,
saa langt herfra, over Bjerge og Skove. Til Ægypten flyve
vi, hvor der ere trekantede Steenhuse, der gaae i en Spids
op over Skyerne, de kaldes Pyramider og ere ældre end
nogen Stork kan tænke sig. Der er en Flod, som løber
over, saa Landet bliver til Mudder. Man gaaer i Mudder og
spiser Frøer."
"O!" sagde alle Ungerne.
"Ja! der er saa deiligt! man gjør ikke andet end spise
hele Dagen, og imens vi har det saa godt, er i dette Land
ikke et grønt Blad paa Træerne; her er saa koldt, saa
Skyerne fryse i Stykker og falde ned i smaa hvide
Lapper!" det var Sneen, hun mente, men hun kunde jo
ikke forklare det tydeligere.
"Fryse saa ogsaa de uartige Drenge i Stykker?" spurgte
Storkeungerne.
1...,234,235,236,237,238,239,240,241,242,243 245,246,247,248,249,250,251,252,253,254,...302