Page 245 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Nej, i Stykker fryse de ikke! men de ere nær ved det og
maae sidde inde i den mørke Stue og kukkelure; I kan
derimod flyve om i fremmed Land, hvor der er Blomster
og varmt Solskin!"
Nu var der allerede gaaet nogen Tid, og Ungerne vare
saa store, at de kunde staae op i Reden og see vidt
omkring, og Storkefaderen kom flyvende hver Dag med
pæne Frøer, smaa Snoge og alt det Storke-Slikkeri, han
kunde finde! O, det saae morsomt ud, hvor han gjorde
Kunster for dem. Hovedet lagde han lige om paa Halen,
Næbbet knebrede han med, som var det en lille Skralde,
og saa fortalte han dem Historier, allesammen fra Sumpen.
"Hør nu maae I lære at flyve!" sagde en Dag
Storkemoderen, og saa maatte alle fire Unger ud paa
Tagryggen, o hvor de dinglede! hvor de balancerede med
Vingerne, og vare dog færdig ved at falde ned!
"See nu paa mig!" sagde Moderen, "saadan skal I holde
Hovedet! saadan skal I sætte Benene! een to! een to! det er
det, som skal hjælpe Jer frem i Verden!" saa fløi hun et
lille Stykke, og Ungerne, de gjorde et lille kluntet Hop,
bums! der laae de, for de vare tunge i Livet.
"Jeg vil ikke flyve!" sagde den ene Unge, og krøb op i
Reden igjen, "jeg bryder mig ikke om at komme til de
varme Lande!"