Page 242 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Storkene
1849
Paa det sidste Huus i en lille By stod der en Storkerede.
Storkemoderen sad i Reden hos sine fire smaa Unger, der
stak Hovedet frem med det lille sorte Næb, for det var
ikke blevet rødt endnu.
Et lille Stykke derfra paa Tagryggen stod saa strunk og
stiv Storkefaderen, han havde trukket det ene Been op
under sig, for dog at have nogen Uleilighed, idet han stod
Skildvagt. Man skulde troe, han var hugget ud af Træ, saa
stille stod han; "det seer vist nok saa fornemt ud, at min
Kone har en Skildvagt ved Reden!" tænkte han, "de kan jo
ikke vide, at jeg er hendes Mand, de troe vist, jeg er
commanderet til at staae her. Det seer saa raskt ud!" og saa
blev han ved at staae paa det ene Been.
Nede paa Gaden legede en heel Flok Børn, og da de saae
Storkene, saa sang en af de modigste Drenge, og siden de
Allesammen, det gamle Vers om Storkene, men de sang
det nu, som han kunde huske det:
"Storke, Storke Steie Flyv hjem til dit Eie! Din
Kone ligger i Reden sin Med fire store Unger.
Den ene skal hænges, Den anden skal stænges,
Den tredie skal brændes, Den fjerde
endevendes!"
"Hør dog hvad Drengene synge!" sagde de smaa