Page 247 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"Ja hævnes ville vi!" hviskede de til hinanden, og saa
blev der igjen exerceret.
Af alle Drengene paa Gaden var Ingen værre til at synge
Spottevisen, end just han, som havde begyndt, og det var
en ganske lille Een, han var nok ikke mere end sex Aar;
Storkeungerne troede rigtignok, at han var hundrede Aar;
for han var jo saa meget større end deres Moder og Fader,
og hvad vidste de om, hvor gamle Børn og store
Mennesker kunne være. Hele deres Hævn skulde gaae ud
over den Dreng, han havde jo først begyndt, og han blev
altid ved: Storkeungerne vare saa irriterede, og alt som de
bleve større, vilde de mindre taale det; Moderen maatte
tilsidst love dem, at de nok skulde faae Hævn, men hun
vilde ikke tage den, før paa den sidste Dag, de vare i
Landet.
"Vi maae jo først see, hvorledes I bære Jer ad ved den
store Maneuvre! komme I galt fra det, saa Generalen jager
Jer Næbet i Brystet, saa have jo Drengene dog Ret, i det
mindste paa een Maade! lad os nu see!"
"Ja det skal du!" sagde Ungerne, og saa gjorde de sig
just Umage; de øvede sig hver Dag, og fløi saa nydeligt og
let, saa det var en Lyst.
Nu kom Høsten, alle Storkene begyndte at samles for at
flyve bort til de varme Lande, mens vi have Vinter. Det
var en Maneuvre! over Skov og Byer maatte de, bare for
at see, hvor godt de kunde flyve, det var jo en stor Reise,
som forestod. Storkeungerne gjorde deres Ting saa
nydeligt, at de fik Udmærket Godt med Frø og Slange. Det