Page 282 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

for Folket; de skulde ogsaa høre den synge, sagde Keiseren; og
de hørte den, og de bleve saa fornøiede, som om de havde
drukket sig lystige i Theevand, for det er nu saa ganske
chinesisk, og Alle sagde da "o!" og stak i Veiret den Finger,
man kalder "Slikpot," og saa nikkede de; men de fattige
Fiskere, som havde hørt den virkelige Nattergal, sagde: "det
klinger smukt nok, det ligner ogsaa, men der mangler noget,
jeg veed ikke hvad!"
Den virkelige Nattergal var forviist fra Land og Rige.
Kunstfuglen havde sin Plads paa en Silkepude tæt ved
Keiserens Seng; alle de Presenter, den havde faaet, Guld og
Ædelstene, laae rundt omkring den, og i Titel var den steget til
"Høikeiserlig Natbord-Sanger," i Rang Nummer eet til venstre
Side, for Keiseren regnede den Side for at være mest fornem,
paa hvilken Hjertet sad, og Hjertet sidder til Venstre ogsaa hos
en Keiser. Og Spillemesteren skrev fem og tyve Bind om
Kunstfuglen, det var saa lærd og saa langt, og med de
allersværeste chinesiske Ord, saa alle Folk sagde, at de havde
læst og forstaaet det, for ellers havde de jo været dumme og
vare da blevne dunkede paa Maven.
Saaledes gik der et heelt Aar; Keiseren, Hoffet og alle de
andre Chinesere kunde udenad hvert lille kluk i Kunstfuglens
Sang, men just derfor syntes de nu allerbedst om den; de kunde
selv synge med, og det gjorde de. Gadedrengene sang "zizizi!
klukklukkluk!" og Keiseren sang det -! jo det var bestemt
deiligt!
Men en Aften, som Kunstfuglen bedst sang, og Keiseren laae
i Sengen og hørte paa den, sagde det "svup!" inden i Fuglen;