Page 50 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

koax, brekke-ke-kex!" det var alt hvad han kunde sige, da han
saae den nydelige lille Pige i Valdnødskallen.
"Snak ikke saa høit, for ellers vaagner hun!" sagde den gamle
Skruptudse, "hun kunde endnu løbe fra os, for hun er saa let,
som et Svaneduun! vi ville sætte hende ud i Aaen paa et af de
brede Aakandeblade, det er for hende, der er saa let og lille,
ligesom en Ø! der kan hun ikke løbe bort, mens vi gjøre
Stadsestuen istand nede ved Mudderet, hvor I skulle boe og
bygge!"
Ude i Aaen voxte der saa mange Aakander med de brede
grønne Blade, der see ud som de flyde oven paa Vandet; det
Blad, som var længst ude, var ogsaa det allerstørste; der
svømmede den gamle Skruptudse ud og satte Valdnødskallen
med Tommelise.
Den lillebitte Stakkel vaagnede ganske tidlig om Morgenen,
og da hun saae, hvor hun var, begyndte hun saa bitterligt at
græde, for der var Vand paa alle Sider af det store grønne Blad,
hun kunde slet ikke komme i Land.
Den gamle Skruptudse sad nede i Mudderet og pyntede sin
Stue op med Siv og gule Aaknappe, - der skulde være rigtigt
net for den nye Svigerdatter, - svømmede saa med den stygge
Søn ud til Bladet, hvor Tommelise stod, de vilde hente hendes
pæne Seng, den skulde sættes op i Brudekammeret, før hun
selv kom der. Den gamle Skruptudse neiede saa dybt i Vandet
for hende og sagde: "her skal Du see min Søn, han skal være
Din Mand, og I skal boe saa deiligt nede i Mudderet!"
"Koax, koax! brekkekekex!" det var Alt, hvad Sønnen kunde
sige.